Lugten af penge, cancer og giftige fisk

En af de ting, jeg forbinder med min opvækst i Harboøre, er den urokkelige overbevisning, om at alting skete for min skyld. Når min far og jeg gik ture over Kælkebakken, nikkede til ænderne i søen og hoppede over grøfterne, sang vi altid:

»Nu går vi ud i verden/ i verden/ i verden/ nu går vi ud i verden/ og kommer aldrig hjem«

Og når vi så kom hjem – for det gjorde vi altid – så var der kakao, kiks og kernefamilie. Hele verden var lige ved døren. Den eksisterede kun på de få kilometer fra byskilt til byskilt – fra Gajsgaardsvej til Præstegården og videre til Carl Moes siloer – og den fandtes kun for min skyld.

 Jeg var seks, otte eller ti år, og så var verden seks, otte eller ti år. Sådan føltes det i hvert fald. Selv når vestenvinden slog allerhårdest, var det aldrig koldere end den vinterjakke, min mor lige havde købt. Jeg oplevede den slags som små solipsistiske naturlove. Vinden, der bøjede træerne yderst i Lilleskoven, så de var nemmere at klatre i. Solen, der gik ned for at fortælle mig, at legen var slut, og jeg skulle løbe hjem.

Når det blæste fra nordøst, trak Cheminovas kloakagtige stank ind over byen og mindede om kviksølv, døde fisk og miljøkatastrofer. Det var der ikke nogen, der sagde noget om. I stedet sagde man: »Det lugter af penge.«

Jeg vidste ikke, at penge lugtede af lort – men det måtte jeg bare erkende, at de gjorde. Min bedstefar hev sin løn som giftfabrikant, og min far fulgte trop. Da jeg var otte år, skrev jeg i en vennebog, at mit drømmejob var ”chiminorva”.

···

Da jeg var seksten, sytten og atten år, syntes jeg, at alt ved Harboøre var latterligt. Det var Indre Mission i dagligstuen, svinefarme i baghaven og Cheminovas master i horisonten. Jeg skulle væk. Der opstod drømmen om at blive en stor journalist, der kunne komme tilbage og skrive en reportage fra denne særligt depraverede egn. Jeg skulle beskrive halvhjerner i harboørehabitter på havnen, der var pisseligeglade med Politiken. Mest af alt skulle jeg fortælle, hvordan jeg selv undslap kedeldragten.

Hvis jeg skriver den reportage, er jeg blevet en elendig journalist. Det er så nemt at glemme nuancerne. At pege fingre ad den himmelstræbende, indremissionske egn uden at huske, at den er født ud af skibskatastrofer og tidlig død. At pointere, at beboerne dagligt forsvarer den fabrik, der har givet dem cancer og giftige fisk, mens man glemmer, at der ikke var arbejdspladser uden.

Der er så meget, der kan og skal kritiseres, at man helt kan glemme de fortællinger, der kan skabe forståelse. Jeg håber ikke, at jeg bliver en elendig journalist. Jeg vil være den slags skribent, der forstår, før jeg formidler. Jeg vil tæt på mennesker, fænomener og fortællinger, der siger noget om tidsånden, kulturen og samfundet. Jeg vil ind bag meningerne og ud til historierne.